Jordemoderkonsultation med fokus på balance i bækkenet

(vejledning i øvelser til at optimere barnets indstilling i bækkenet)

Konsultationen tager udgangspunkt i, hvordan netop dit barn ligger i maven, og starter derfor med en udvendig undersøgelse af barnets lejring.

Mange graviditetsgener kan stamme fra, at der er spændinger i et eller flere af de ligamenter og muskler, der ligger omkring livmoderen, fx smerter over kønsbenet, i lænden, i skeden eller mange plukkeveer. Samtidig betyder overspændte ligamenter, at barnet kan have svært ved at indstille sig i bækkenet, hvilket kan føre til yderligere gener, samt gøre, at fødslen ikke glider så nemt.

Ved hjælp af øvelserne kan du afhjælpe disse spændinger og opnå balance i bækkenet. Et balanceret bækken kan være med til at minimere dine gener og invitere barnet til at indstille sig optimalt i bækkenet. Øvelserne kan fx bidrage til, at barnet vender sig fra tværleje eller sædestilling til at vende med hovedet nedad, eller at et højtstående hoved kommer længere ned i bækkenet. De kan også bruges til at give barnet og kroppen optimale betingelser inden fødslen, også selvom barnet ikke ligger ”forkert”. Når barnet har indstillet sig optimalt i bækkenet inden fødslen, vil din krop kunne arbejde bedre med veerne, hvilket fremmer fødslens fremgang og forhindrer, at fødslen trækker unødvendigt ud.

Du får en grundig instruktion i øvelserne, så du kan være helt tryg ved at lave dem derhjemme. Tag gerne din partner eller en hjælper med, da nogle af øvelserne er lettere, når man er to. På den måde kan din partner eller hjælper være en aktiv støtte under graviditeten og fødslen.

En del af øvelserne tager udgangspunkt i konceptet ”spinning babies”, som kommer fra USA og er udviklet af jordemoderen Gail Tully. Jeg har i juni 2016 deltaget på et workshop i København, hvor øvelserne blev formidlet, og jeg er blevet fan af den simple tilbgang, som giver rigtig stor effekt! Du kan læse mere om spinning babies på www.spinningbabies.com.

 

Læs mere om de andre tilbud herunder:

* Jordemoderkonsultation med gravidmassage

* Jordemoderkonsultation med fokus på samtale

* Jordemoderkonsultation med akupunktur

* Jordemoderkonsultation med barselsmassage

* Barselskonsultation for mødregrupper

* Om behandlingerne generelt